Imponerende uhyggelig Halloween tur!!

halloween udklædningDet var jo Halloween igår og vi var for første gang ude og rasle og virkelig mærke sådan en stemning. Jeg fik på flere måder noget af et chok over den her meget amerikanske tradition, som vi altså i stor stil har taget til os. Meget mere end jeg havde troet.

Vi var taget ind til vores venner i Kastrup, som også har børn i samme alder som vores, og her var forventningerne høje, de havde nemlig været ude sidste år og vidste udemærket hvad der var i vente. For sådan et par bondeknolde som os, ja sådan føles det altså lige der, som aldrig har været med til noget lignende, vidste jeg ærlig talt ikke rigtig hvad jeg skulle forvente.

Jeg forestillede mig måske at nogle huse hist og her havde pyntet lidt op, sat lys i nogle udskåret græskar og så var vi nok ved at være der. Men hvor er det VILDT, så meget rigtig mange gør ud af det. På nogle af villavejene, skulle man jo ligefrem lede efter huse som ikke legede med og var pyntet op. Ja sågar kunne man se ind af nogle af vinduerne, at hele familier var samlet for at kigge på børn (og voksne) blive skræmt fra vid og sans når der blev banket på for at bede om “slik eller ballade”. Og gaderne var fulde af mennesker, som var udklædte, og der tænker du måske at jeg mener børn, men nej det er både børn OG voksne som har klædt sig ud. Det er virkelig en oplevelse og jeg er kæmpe fan!

Stemningen var meget svær at forevige på billeder, der var ikke meget lys at gøre godt med og sådan skal det jo netop være, så her kommer mine bedste billeder fra vores tur. Jeg glæder mig allerede til næste år. 🙂

Tjek iøvrigt min instastory @leahvidt. Her ligger nogle videoer fra turen lidt endnu. 😉

Meget uhyggelige hilsner 😉